Lørdag, d. 20. august 2022 blev 1. afdeling af Nordvestjysk Grandprix afholdt i Lemvig. Lemvig Skakklub havde fundet skakbrikkerne frem fra gemmerne og kørt de store og små brikker ned på Lemvig Havn.

Vi havde en god dag ved havnen, hvor vi var begunstiget af et godt sensommervejr med sol, drivende skyer og en vind, der kun drillede turneringslederen i rundelægningen. Efter mange spændende matcher kunne turneringsleder Arne Præstholm midt på eftermiddagen uddele præmierne til de fortjente vindere.
Mesterklassen blev vundet af Thomas Højbjerg Suarez med 4 point foran lokale Bent Olesen med Ole Østergaard på 3. pladsen.

I basis 1 blev 1. præmien delt mellem ratingfavoritten Lars Møller Larsen og Mikael Horslund, der begge fik 4 point. 3. præmien gik til Karsten Horslund.

I basis 2 fandt vi den mest suveræne vinder, da Henrik Sejersen vandt alle 5 kampe. Andenpladsen gik til Frede Vogntoft Andreasen mens Karl Balleby og Sigismund Schulin-Zeuthen delte 3. præmien.

Link til alle resultater fra turneringen.
Lidt stemningsbilleder



Tak til Lemvig Kommune for lån af pavilloner samt vore sponsorer, specielt Vestjysk Bank for at sponsere 1. præmierne i turneringen.
Alt i alt et vellykket arrangement og Lemvig Skakklub forventer at gentage arrangementet til næste år, så sæt allerede nu et kryds kalenderen lørdag, d. 2. september 2023.
Anden runde i Nordvestjysk Grandprix spilles i Holstebro, d. 3. september. Ses vi?